Luk vindue

Sommerlejr med nye visioner

 

Vi brugte i år meget tid på at forberede os godt, og det gav overskud til blandt andet at tænke på god og fornuftig kost og ernæring. Vi startede med at holde et foredrag for alle deltagere om vigtigheden af at indtage fornuftig mad. Vi anbefalede at drikke meget vand og spise sundt. Det var nemt for deltagerne, da der var opstillet en saftmaskine med blandt andet kold vand og ved siden af en skål med frugt. I løbet af en lang lejr får mange lyst til sodavand eller slik. I det tilfælde anbefalede vi max 1 sodavand og max 1 stykke chokolade om dagen. Samtidig havde vi indkøbt energirigtige chokolade barer og drikkevarer. De var lidt dyrere end det andet, men stadig billigere end i detailbutikkerne.
Rent faktisk havde det en effekt på salget. Vi kan efterfølgende se, at der er solgt væsentlig mindre slik og sodavand end normalt.

Omkring sodavandsdåserne havde vi i år valgt at sætte pant på. Det gav 2 gode sidegevinster. Dels blev dåser, som var henkastet, samlet ind af de yngste deltagere, som indløste panten. Men samtidig fik vi alle dåserne sorteret, og efterfølgende har vi afleveret dem til genbrug i brugsen.

Ved måltiderne serverede vi en del økologisk brød og frugt. Vi havde kontaktet en økologisk forhandler, som sponserede det meste. Ved hvert måltid vælger vi altid en bordvagt, som skal sørge for at rydde bordet og tørre det af. Vi vælger disse bordvagter ved at tage dem højst på rating, største sko, længste hår og så videre. Men en del gange valgte vi at frede alle dem der havde taget salat. Det medførte at flere og flere tog salat til maden.

Alle disse tiltag kostede os hverken flere penge eller medførte større arbejdsindsats, tværtimod. Samtidig virkede det til at spillere alt i alt tog godt imod vores tiltag. Derfor kan vi stærkt anbefale andre at gøre det samme. Samtidig er vi udmærket klar over, at vi kan lave endnu flere tiltag. Derfor håber jeg, at andre vil fortælle om deres gode idéer, samtidig med at vi selv sætter fokus på det til næste lejr også.

Venlig hilsen
Team Nørreå bordtennis

Tommy